Det virker!

Jeg har nu været på næsten “ren” plantekost i  6½ uger, og har sandelig tabt mig ca. 3 kg. Det har stået lidt i stampe med vægten de seneste uger, og der er lang vej endnu, men jeg fortsætter. Der har været enkelte situationer, hvor jeg har måttet afvige lidt fra planen. Den ene gang var til bisættelsen af en kær pårørende, hvor jeg spiste et stykke lagkage og drak en Baileys til kaffen i “hendes ånd”. Anden gang var under vores nylige ferie i Østrig, hvor jeg enkelte gange fik nogle små stumper kød i supper, og lidt flere gange måtte leve med vegetariske retter, og dermed ikke helt ren planteføde.

Jeg eksperimenterer med diverse retter, og må ind imellem lave særlig mad til mig selv, da familien ikke er på ren plantekost. Den yngste har dog lige haft en vegetaruge efter eget valg. Hans konklusion var noget i retning af, at der ikke var den store forskel for ham, mht. hvad der var bedst, han gik dog tilbage på “traditionel” kost igen.

Familien har også spist flere kødfri retter end vanligt den seneste tid, særlig den uge hvor den yngste “legede vegetar”.

Det er ikke altid, at det går helt som planlagt med de grønne retter, som nu retten herunder, som jeg i går lavede, til mig selv. Lækker så den ud, og grønsager og kikærter var lækkert krydrede, men det viste sig at rucolasalaten var MEGET mere bitter end vanligt, så det var lidt en kikser. Rucolaen fejlede ellers intet, og jeg må så slå mig til tåls med, at bitterstofferne angiveligt er sunde. Jeg har ladet mig fortælle, at salaten bliver bitter af for lidt vanding, så måske det var det, der var tilfældet.

Som nævnt kæmper jeg videre og håber,  at det snart skrider mere fremad med vægttabet igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *