Lugten af Lux og barndom

Det er ikke fordi der lige er gjort rent, at hele overetagen lugter af Lux. Det fik vi godt nok gjort i går, men vi bruger helst rengøringsmidler uden for megen duft, måske bortset lige fra en enkelt Ajaxdims til badeværelset.

Næ, grunden er at den mindste af drengene lavede en tupilak af Lux sæbe i skolen i sidste uge, og den ligger nu på hans værelse og lugter. Han mener den lugter godt, vi voksne er lidt mere i tvivl. Siden jeg var gravid med den første, har jeg skruet gevaldigt ned på lugtende/duftende ting, ikke bare for at undgå unødige potentielle allergiprovokatorer, men simpelhen også fordi jeg bestemt ikke blev mindre lugtfølsom af at blive gravid. Graviditetskvalme og lugt/duft er bare en rigtig dårlig kombination hos mig. Faktisk er vi blevet så vant til at tingene herhjemme ikke skal dufte/lugte så meget, så drengene synes, at jeg lugter underligt, når jeg en sjælden gang har parfume på.

Nå, men tilbage til lugten eller duften af Lux, så gør den det, at jeg får et flashback til barndommen hver gang jeg lugter den, dvs. tit i øjeblikket. Grunden er, at jeg i 70´erne samlede på små sæber, ikke mindst fordi min far rejste meget og hyppigt tog disse små stykker med hjem til mig og mine søskende, hvor nok især jeg samlede på dem og ind imellem byttede dem med mine legekammerater.

Faktisk havde jeg på et tidspunkt en hel lille lyserød plastikattachemappe (ja du læste rigtig :-O ) med dem. Min drenge blev faktisk lidt skuffede, over at jeg ikke havde gemt sæberne, da de hørte om det, for dem ville de gerne have set ;-)

Egentlig er det utroligt, hvad man som barn kan finde på at samle på. Der er selvfølgelig klassikerne fra min barndom: Glansbilleder, klistermærker, klikringe (som vi kaldte de plastikdimser, som var formet som bogstaver eller småfigurer og kunne klikkes sammen til kæder), frimærker, kapsler og glaskugler, men der har været og er også mange andre lidt mindre hyppige ting. Har du eller dine børn samlet på nogle spøjse ting, eller samler dine unger på noget nu? Min den store er især til diverse kort, som på skift er en dille i skolen, såsom Pokémonkort og fodboldkort. Når han så har brugt en masse penge og krudt på det, så gider han dem ikke mere, nærmest fra den ene dag til den anden ikke . Den mindste samler især på dyre figurer, i øjeblikket Skylanders figurer, som han dog ikke bytter med, men som kan ruinere næsten hvem som helst, hvis ikke man trækker solide grænser ;-)

2014-11-21 14.36.43

2 tanker om “Lugten af Lux og barndom

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>