Tøjbytte, madmesse og klam kompost

Weekenden har budt på lidt af hvert udover middagslure ;-)

Lørdag tog jeg til byttemarked lige som i sidste uge. Denne gang gjaldt det dog ikke bøger men tøj. Jeg havde taget en del af mit eget og lidt af ungernes aflagte tøj med. Det viste sig, at det kun var et lille byttemarked, de havde fået stampet op i Tårnby på biblioteket, men man skal jo starte et sted. Jeg kom også lidt sent, så måske havde der været mere gang i den. Det tog mig ikke særlig lang tid at gennemgå, hvad der var, og jeg fandt noget tøj, som jeg især kan bruge i haven og på arbejdet.

2015-03-22 16.04.18

Det passer godt med genbrugstøj til den bæredygtige ånd, som jeg sætter pris på. Det blev til et par T-shirts, en sweatshirt, et par pullovers, en fleece med og en uden hætte samt en kasket. Alt blev vasket grundigt, så den værste “spejderlugt” forsvandt fra ikke mindst den ene fleece, som må have været i nærheden af et bål ;-)

Den ene T-shirt var faktisk ny, og jeg valgte den fordi den gav en lille sjov historie i sig selv. Først og fremmest står der Frederiksberg Genbrug på den, og den er derfor selvsagt til at blive genbrugt, men derudover er den af et ganske særligt tøjmærke, som jeg ikke kendte før, men skal have tjekket lidt mere ud. Nemlig “Neutral – Certified responsibility TM”. Det viste sig at være et mærke, der står for “OK arbejdsforhold, tekstiler og miljø”. Det har dermed en del “godkendelsesmærker”, som det ses på billedet herunder. Tøj med en ansvarlig ånd, kan man vel sige? ;-)

2015-03-22 16.05.05 2015-03-22 16.05.17

Søndag tog vi til Irmas madmesse, ikke mindst for at ungerne også kunne se “Lillenørderne” Jeppe og Marie.

2015-03-22 10.49.01

Ellers var det for vores vedkommende mest en lang smagsprøverunde med især, flødeboller, kakao, chokolade, is og andet sødt. Da tiden nærmede sig middagstid, var der SÅ mange mennesker, at man knapt kunne komme rundt, og vi forlod festen ;-)

Jeg er i øvrigt begyndt at føre en form for havedagbog, for at kunne huske, hvad jeg har gang i og kunne notere, hvad der går godt og ikke, så jeg ved det til næste gang.

2015-03-21 16.04.39

Et af mine nye haverelaterede projekter drejer sig om fermenteret kompost. Jeg så en spand, som man kunne bruge til køkkenets kompost indenfor, hvor man kunne fermentere komposten via en specialblanding af mælkesyrebakterier, gærstammer, fotosyntetiserende bakterier mv. og så afslutte med nedgravning i et højbed (eller lign.) med jord. Man skulle også kunne bruge væsken, som dannes i spanden til gødning mv. Til hele dette system skulle man bruge en særlig spand og kompostgær (se evt. på byhaver.dk). Jeg blev inspireret til et projekt med vores egen køkkenkompost, som vi normalt samler i en spand med tætsluttende låg under køkkenvasken. Vi tømmer så spanden i vores udendørs lukkede kompostbeholder med brandorme, når den er fyldt. Den var næsten fyldt forleden, da jeg fandt på at tilsætte en rest godt gæret vandkefir fra køleskabet. Da kompostbeholderen var ved at være ret fyldt, og jeg derfor ikke ville have den stående i et par uger for at vente på resultatet, så tilsatte jeg i går ca. 1 ½ liter vandkefir MED kefirgryn (som havde fermenteret i 3 dage) til spanden for at “speede” processen op. Umiddelbart kunne det godt virke lidt klamt. Vådt var det i hvert fald.

2015-03-21 16.11.44

Men efterhånden trak det ind i komposten, og det lugter ikke grimt, så nu venter jeg til spanden er fyldt, og ser hvad der sker. Det nye kompostmateriale, som jeg lægger ned i spanden, presser jeg ned, så det kommer godt i kontakt med væsken, og så fungerer det som fermentering af materialet. Vandkefirgrynene og væsken indeholder en ukendt blanding af mælkesyrebakterier og gærstammer. Jeg håber derved at kunne kickstarte komposteringen og overvejer om indholdet skal graves ned eller i vores udendørs kompostbeholder, når det har stået nogle dage.

Hvo som intet vover…… ;-)

 

 

 

 

 

 

 

2 tanker om “Tøjbytte, madmesse og klam kompost

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>